Heldagsudflugt med kunst og historie - april 2023

På trods af nogle regnbyger var humøret højt, da vi mødtes til ”bagagerumskaffe” og rundstykker på rastepladsen ved Esbjerg Motorvejen.

Dernæst gik turen til Museum Frello i Varde, hvor vi fik en introduktion til kunstmuseet.

Frello var en kunstner med en helt unik stil, og hans malerier får de fleste voksne og børn til at synes, at kunst er fantastisk! 
”Der må gerne være en usikkerhed og en spænding. Hvad var det egentlig vi så – blev vi taget ved næsen eller hvad?” Ordene er maleren Otto Frellos (1924-2015), og netop spændingen mellem kunst og fidus går igen i mange af hans malerier, der fascinerer de fleste med deres væld af detaljer.

Næste stop var FLUGT museet i Oksbøl hvor vi efter en frokost med ”smagen af vestkysten” fik en samlet orientering om museet og efterfølgende rundgang på egen hånd med audioguide.

Fra hospital til museum

Med Danmarkshistoriens største flygtningelejr som unik ramme fortælles personlige og stærke historier om flygtninge til alle tider.

Med afsæt i flygtningelejrens hospital, der oprindeligt bestod af 40 små syge- og operationsstuer, har det internationale arkitektfirma BIG – Bjarke Ingels Group skabt et helt nyt museum. 

En smuk, svungen nybygning binder de originale længer sammen til én helhed. Museet rummer to faste udstillinger, en lydvandring i den omkringliggende plantage, en flygtningekirkegård samt café og butik.

En spændende tur med kunst og tankevækkende flygtningetema.

 

MR - 03.05.2023